Michel Foucault

Michel Foucault, 1926-1984, fransk idéhistoriker og filosof; professor ved Collège de France fra 1969. Michel Foucault var oprindeligt uddannet psykolog, men studerede filosofi hos bl.a. strukturalistiske marxist Louis Althusser. Foucault var homoseksuel og døde af aids.

Det er imidlertid vanskeligt at indpasse Foucault i et bestemt fag eller i en bestemt teoretisk skole. Da han selv blev spurgt hvad han var, svarede han meget karakteristisk:

“Lad være med at spørge hvem jeg er, og lad være med at kræve at jeg forbliver den samme. Overlad det til bureaukraterne og politiet at kontrollere om vores papirer er i orden.”

(Fra interview med Foucault gengivet i “The Archeology of Knowledge” Vintage 1973, s. 17 New York 1973)

Under indflydelse af bl.a. strukturalismen, Friedrich Nietzsche og Martin Heidegger udviklede Michel Foucault en ny tilgang til idéhistorien. Han beskrev de ideologiske og institutionelle rammer for, hvad der i en given epoke overhovedet lader sig tænke.

Det afgørende er ifølge Foucault ikke så meget disse rammers egen beskaffenhed eller “struktur” (på dette punkt adskilte han sig fra strukturalismen), men det, som de afgrænser sig fra, og som således bliver marginaliseret eller udelukket. Historien er i hans opfattelse præget af brud og tilfældigheder snarere end af sammenhæng og udvikling.

Denne betragtningsmåde anvendte Michel Foucault i sine studier af bl.a. psykiatriens, straffens og seksualitetens historie. Han beskæftigede sig også med mere alment filosofiske emner, f.eks. idéen om, at sproget og tanken repræsenterer ting i virkeligheden (Les Mots et les choses (1966, da. Ordene og tingene, 1999)).

Men hvad er det så der skaber brud og forandring i de diskursive rammer? Foucault insisterer på, at forklaringen må bygge på en eller anden form for materialitet, som han definerer som bestående af institutionerne, i hvilken de relationer, der strukturerer diskursive begivenheder er indlejret.

Viden (bevidsthed) har således sin baggrund i institutionerne og de praksisser af teknisk, økonomisk, sociale og politiske karakter, der udøves i disse.

Institutioner kan ikke fungere uden udøvelse af magt. Magtspørgsmålet er derfor helt centralt hos Foucault. Men for ham er magt ikke lokaliseret, hverken til bestemte personer, grupper eller klasser, Magten er således ikke afgrænset til økonomiske, politiske og sociale strukturer. Det er ikke et klasseherredømme som hos Marx. Magten strømmer ikke ovenfra og nedefter. Foucault søger ikke at finde ud af hvem der har magten, men en forståelse af hvad magt er. Mere præcist undersøger han konkrete magtrelationer.

Det er en opadstigende magtanalyse, der tager udgangspunkt i analysen af konkrete relationer mellem mennesker i deres mangfoldighed. Magten har en relationel karakter, som angiver et komplekst samspil mellem ulige og stadig vekslende styrkeforhold, hvor nogle handlinger og praksisser modificerer og strukturerer andre handlinger og praksisser.

Magten er derfor decentral, den danner et fintmasket, uopløseligt net. Magtudøvelsen opererer i detaljen. Det som har betydning, det som umyndiggør, former og omformer, tilpasser og normaliserer mennesker i de mest individuelle og intime detaljer er den mikromagt, som udøves i små portioner overalt i samfundet. Magt producerer sjæle med normer, ideer og viden, og den producerer legemer, der agerer i overensstemmelse med disse sjæle. Magtkampe drejer sig om at definere hvad der er sandheden. Magtteknikkerne retter sig mod formningen af individets selvopfattelse og handlingsmønstre og dermed også mod hele samfundets normgrundlag.

Magtrelationerne gennemvæver således samfundet som et tæt net. Spørgsmålet er, om de er ulige, hierarkiske og hvad formål de tjener. Foucaults mål er at isolere, identificere og analysere nettet af ulige magtrelationer skabt af de magtteknologier, der underlægger sig og gennemskærer den teoretiske lighed, som fremstilles af ”loven” og de politiske ideologier.

Magten må forstås i sin materialitet, som den viser sig i udøvelsen af mikropraksiserne i dagligdagen. Det betyder ikke, at Foucault benægter, at magtforhold til tider udkrystalliserer sig i magtkampe mellem grupper og klasser, og at der findes konkret undertrykkende magtudøvelse. Men Foucault mener tydeligvis, at forsøg på at lokalisere magten til institutionerne og individerne – til øvrigheden – tilslører en virkelig forståelse af magtens mange former og forgreninger – og hindrer dermed udsigten til den reelle magt, som er skjult og spredt.

Med sin påstand om, at mennesket blot er en tidsbestemt “opfindelse”, gjorde Michel Foucault sig til repræsentant for “antihumanismen” i fransk filosofi. I sine sidste år modificerede han dog dette synspunkt, idet han fx antydede, at idéen om menneskets autonomi kunne gives en ny og mere positiv betydning. På dansk foreligger bl.a. Talens forfatning (1980).