Ligeløn er også politikernes ansvar

Det er tid til at gøre op med uligheden mellem de gamle kvindefag og de gamle mandefag. Arbejdsmarkedets parter kan dog ikke gøre det alene. Der er brug for en håndsrækning fra Christiansborg.

Det er ikke så tit, fagforeninger ønsker, at politikere blander sig i overenskomstforhandlinger, men når det handler om ligeløn imellem faggrupper, er det en særlig situation.

For ligelønsproblemet er ikke et udslag af løbske markedskræfter eller dårlig forhandling. Det er et udslag af politik. En politik, som tiden er løbet fra!

I 1969 vedtog politikerne en tjenestemandsreform, der kopierede aftalemodellen fra det private over på det offentlige område.

viborg-folkeblad
Læs også læserbrevet i Viborg Stifts Folkeblad

I den forbindelse blev offentligt ansatte indplaceret i et klart lønhierarki bestående af en række løntrin, hvor de kvindedominerede fag blev indplaceret langt lavere end mandedominerede fag.

Springet fra sygeplejerskens lønramme 15 til folkeskolelærerens og politibetjentens ramme 21 var ganske stort. Lønforskellen var på omkring 18 pct.

Hovedargumentet for at fastholde højere løn til mændene var, at manden skulle forsørge sin familie, mens kvindens løn primært skulle ses som en biindtægt.

I årene efter 1969 blev der taget flere initiativer, der skulle gøre noget ved løngabet generelt mellem mænd og kvinder. Bl.a. blev den danske ligelønslov vedtaget i 1976.

Loven fastslår, at der skal gives lige løn for lige arbejde og lige løn for arbejde af samme værdi.

Men loven forholdt sig aldrig til det stærkt kønsopdelte arbejdsmarked eller de traditionelle kvindefags ugunstige lønforhold.

Indplaceringen i lønstrukturen fra 1969 har på den måde haft en afgørende betydning for lønrelationer mellem ansatte i den offentlige sektor lige siden. Og er den direkte grund til, at pædagogen i dag fortsat tjener, hvad der svarer til 25 % mindre end folkeskolelæreren, på trods af, at de begge har en mellemlang videregående uddannelse og at kompleksiteten i deres opgave er nogenlunde den samme.

Det er et faktum, at denne interne lønrelation har overlevet til i dag uden væsentlige ændringer. Det er til trods for, at samfundet og arbejdsmarkedet har ændret sig meget siden slutningen af 1960’erne.

Politikerne var den gang en væsentlig faktor i at grundlægge problemerne med ligeløn og må således også – i vores samtid – være en aktiv part i at få rettet det op. Politikerne må tage ansvaret for ligeløn på sig.