Invester i det gode børneliv

Skattenedsættelser for bilejere prioriteres i øjeblikket højere end vores børns trivsel og læring. Det ser i hvert fald sådan ud, hvis man følger med i regeringen og DF’s finanslovsforhandlinger. Og det er rigtig skidt – for der er ikke brug for flere nedskæringer, men tværtimod investeringer på børneområdet.

viborg-folkeblad
Læs også læserbrevet i Viborg Stifts Folkeblad

I den børnehave, jeg arbejder i, kender jeg Frida. Frida, jeg og resten af gruppen havde været på tur i skoven, hvor vi sammen havde fisket efter små vanddyr i en skovsø. Her lærte børnene f.eks. at de små rygsvømmere trak vejret med numsen. Og det gav lejlighed til mange grin, især blandt børnene.

Da vi kom tilbage til børnehavens legeplads, havde jeg skrammet mig en smule på min hånd. Men inden jeg havde set mig om, havde Frida og en anden af pigerne hentet et plaster til mig.

Vores hæfteplastre ligger i et skab højt oppe og er af den slags, man selv klipper til. Så pigerne må selv have fundet en stol, stået på tæer, fundet en saks og klippet et stykke plaster til mig.

Da Frida kommer ud, beder hun om min hånd: “Må jeg lige se dit sår?” Og hun sætter plasteret over min lille skramme.

Det fik mig til at tænke over daginstitutionernes betydning.

Til samling spurgte jeg så børnene, hvad de egentlig selv, syntes de lærer i børnehaven.

Frida svarede: “At være gode kammerater og at rygsvømmere trækker vejret med numsen.”

Og det svar var jeg meget tilfreds med.

Det var jeg fordi, det pædagogiske arbejde netop handler om, at børnene både lærer noget om verden og lærer at kunne begå sig empatisk i et fællesskab.

Problemet er, at det miljø, der skaber børn, som Frida, er under pres. Der er for mange børn pr. voksen i børnehaven, og styring og måling oppefra trækker mange gange pædagogikken væk fra det brede læringssyn og hen til en snæver mere målbar af slagsen.

Og det er rigtigt ærgerligt, for det pædagogiske arbejde lader sig ikke altid måle.

Pædagogisk arbejde er kendetegnet ved høj kompleksitet og kan ikke reduceres til afgrænsede indsatser, hvor man efter et vist antal måneder – på en simpel måde – kan måle, om indsatsen virkede.

Til gengæld kan pædagoger og forskere sagtens pege på, hvor man kunne sætte ind i stedet for, for at skabe resultater på længere sigt

Forskningen viser nemlig, at hvis der investeres i:

Bedre normeringer, højere pædagogandel og en tidlig pædagogisk indsats.

Så giver det børnene bedre trivsel, højere selvværd og færre stressymptomer. De får højere karakterer i skolen og bliver sjældnere kriminelle som unge. Og så er sandsynligheden større for, at de får en uddannelse.

Hvis politikerne havde modet til at investere i det gode børneliv og daginstitutioner af høj kvalitet, ville vi virkelig kunne skabe forbedringer i vores samfund.

Men det kræver, at fokusset skifter fra afgiftsnedsættelser på især dyre biler – til investeringer i et godt børneliv for Frida og hendes kammerater i daginstitutionerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *