B for Bulderby og børneperspektiv

Jeg besøger børnehuset Bulderby i Viborg for at se hvordan en kæmpeinstitution kan komme afsted med at slå sig op på begreber, som nærhed, tryghed og børneperspektiv.

Før jeg blev kommunikationsmedarbejder i BUPL MidtVestjylland denne sommer, var jeg børnehavepædagog i børnehaven Søstjernen i Viborg.

Læs også artiklen i BUPL MidtVestjyllands medlemsblad.
Læs også artiklen i BUPL MidtVestjyllands medlemsblad.

Søstjernen skulle slås sammen med fem andre viborgensiske institutioner, som Sct. Mogens Gade Børnehave, Børnehuset Reberbanen, Specialinstitutionen Skovhuset, Børnehaven Søndermarksvej og Vuggestuen Villavej og blive til en stor ny kæmpeinstitution, Bulderby.

Derfor har jeg også, sammen med de mange pædagoger og medhjælpere fra institutionerne, været med til at påvirke grundlaget for den nye institution.

Noget af det jeg var mest henrykt over, var Bulderbys overordnede vision, nemlig at pædagogikken og rammerne altid skulle tage hensyn til børnenes perspektiv.

Visionen betød, at alle beslutninger om pædagogik, læring, indretning og aktiviteter altid skulle have rod i barnets oplevelse eller synsvinkel.

Denne helt grundlæggende demokratiske tilgang til læring og pædagogik står i skarp kontrast til bølgen af den evidensbaserede konceptpædagogik, der præger mange daginstitutioner i dag. For hvad sker der når barnets perspektiv udfordrer konceptet og barnet får ret?

Derfor satte jeg mig for at besøge mine gamle kollegaer og se om børneperspektivet også var synligt i virkeligheden og ikke blot på det papir visionen er trykt på.

En kæmpe institution

Det første man bemærker når man kører ind på parkeringspladsen er bygningen. Den 3000 kvm store bygning med sine 22.000 kvm omgivelser, befolket med sine omkring 60 ansatte og 300 børn. Bulderby er ikke bare stor, den er meget stor og faktisk en af de største daginstitutioner i Danmark.

I denne tid hvor store daginstitutioner har ry for at være dårligere for børnenes læring og trivsel end de små, er det så meget mere bemærkelsesværdigt, at kæmpeinstitutionen, Bulderby, slår sig op på at være stedet der kendetegnes ved nærhed, tryghed og børneperspektiv.

For drukner opmærksomheden og nærheden for det enkelte barn ikke mængden? – Det måtte jeg finde ud af!

Jeg går ind i klyngen kaldet ”Krageøen”, der er den klynge hvor de tre ledere, garderoberne, personalestuen og ”det pædagogiske værksted” har hjemme.

Alle klyngerne er opkaldt efter steder i Astrid Lindgrens fantasifulde univers. De fem af klyngerne, Nordgården, Mellemgården, Sydgården, Katholt og Villa Villekulla, er der hvor børnene og pædagogerne opholder sig.

Jeg hilser hurtigt på de to pædagogiske ledere, som sidder fordybet foran deres PC’ere. Jeg drejer ned mod Mellemgården, som er den klynge, jeg har fået lov til at besøge.

Børn der leger i zoner

Jeg træder ind i et først og fremmest lyst rum med mange møbler i. En dreng er ved at blive afleveret af sin mor og er lidt ked af det. Stille og roligt får Benthe Markvart Godsk, der er pædagog i Mellemgården, barnet til at falde til ro ved at tage ham op på skødet, så moderen kan gå.

Jeg tænker først: ”Hvor er alle børnene henne?”, for det virker ikke til at der er ret mange.

Benthe kan fortælle, at børnene er fordelt i flere rum. Nogle piger leger i et lille rum specielt indrettet til dukke og køkkenleg, et par drenge leger i ”stillerummet” hvor der er en lille hule, en del børn sidder og tegner ved et bord, men de fleste er faktisk til stede i de to store rum.

Grupperummene er indrettet i ”zoner” forklarer Benthe: et stort rum målrettet ”konstruktionsleg” og et stort rum til ”rolleleg”. De to små rum er indrettet til, at børnene selv kan vælge at gå til og fra, hvis de har brug for at få lidt fred.

”Når vi sætter os ned og er sammen med børnene i de forskellige zoner, er det for at være rollemodeller for hvordan zonerne kan bruges.” siger Benthe.

Der er ingen larm. Børnene leger rundt omkring, men det lyder ikke højt. Dels nok fordi de alle virker fordybet i deres leg og dels fordi væggene er beklædt med et, tror jeg, specielt lyddæmpende materiale.

Pædagogmedhjælperen, Bo, går rundt og spørger om hvem af børnene, der vil med ud for at lege. Jeg spørger ham om de selv må bestemme om de vil med ud? ”Ja. Men nogle af dem spørger jeg fordi jeg kan mærke, at de er lidt urolige og har brug for at komme ud.” fortæller han.

Praktikanten, Maria, tager en gruppe børn med ind i det lille motorikrum på den anden side af gangen udenfor grupperummene.

På den måde bliver der altså ved med at være stille og roligt – uden larm og ballade, men hvor børnene selv syntes, de har det sjovt. Det er nemlig en del af børneperspektivet fortæller Benthe, børnene kan selv bestemme hvilken zone de vil opholde sig i.

De børn der har lyst til at lege konstruktion er i konstruktionszonen, dem der vil være ”stille” kan være i stillerummet og dem der har lyst til at være ”vilde” har mulighed for at deltage i de ”vilde zoner” udenfor og i motorikrummet.

Jeg går ind i stillerummet, hvor jeg kan se en håndfuld drenge, der danser rundt.

Jeg spørger, om jeg må komme indenfor og de giver mig lov. Jeg sætter mig ned med mit kamera, for jeg vil gerne tage nogle billeder af dem.

”Er det herinde man må være vilde og råbe højt?” spørger jeg.

”Nej. Det er herinde man må være stille og læse bøger” forklarer den ene af drengene.

”Men danser I ikke rundt herinde og er lidt vilde?” spørger jeg.

”Vi må godt hoppe lidt højt herinde” siger han og viser med fingrene hvor højt, der altså godt må hoppes i stillerummet.

De andre drenge er enige hvorefter den ”stille” dans forsætter et stykke tid.

Drengene i rummet er på den måde meget opmærksomme på zonernes funktion, men der er tilsyneladende også plads til, at børnene kan tilpasse det deres perspektiv.

Da jeg igen bevæger mig ud i det store rum, ser jeg to drenge helt fordybet i leg med byggeklodser. Den ene sidder oppe bordet. Jeg tager et billede af dem og da de kigger på mig spørger jeg om man godt må sidde på bordene i Bulderby?

”Ja, vi må godt sidde på bordene. Det er jo det, de er bygget til” siger drengen, der sidder på bordet, som var det, det mest naturlige i verden.

Voksne der lytter til børnene

Efter dette bevæger jeg mig ud på gangene i Bulderby, jeg kommer forbi en gruppe drenge der sammen med en pædagog leger en leg. Noget med at løbe, kravle eller stå stille alt efter hvad pædagogen siger.

Jeg lægger mærke til, at pædagogen hele tiden spørger ”Hvordan kunne vi gøre det?” eller ”Hvad skal der så ske?” da de organiserer legen. Og drengene deltager ivrigt med ideer.

Lidt længere nede ad gangen møder jeg en dreng, som jeg kender fra min tid i Søstjernen. Han kommer ud af det lokale, der går under navnet ”Atelieret”.

Jeg spørger ham:
”Jamen, hvad laver du dog her? Hører du ikke til i Nordgården?”

”Jo, men jeg skulle have en sølvfarvet blyant til min bils fælge” svarede han.

Pædagogen, som nu også er kommet ud af atelieret, nikker bekræftende, ”Bilen han er i gang med at tegne, skulle jo ligne hans egen bil og den har altså sølvfarvede fælge” siger hun og smiler.

Efter min lille tur på gangene i Bulderby vender jeg tilbage til Mellemgården. Jeg vil nemlig gerne spørge pædagogen Benthe om noget. Her er børnene ved at samle sig til samling inde i stillerummet. Jeg sætter mig henne i hjørnet.

Først vil pædagogen Benthe gerne fortælle eventyret om ”De tre bukkebruse” og hun spørger nogle af børnene, om de vil være med til at vise hvad der sker i eventyret. Det vil de godt.

Hun spørger hele tiden ”Hvad var det så der skete?” sådan børnene hele tiden er med til at fortælle historien. Da de bagefter skal synge ”Tornerose var et vakkert barn” spørger Benthe ”Har du lyst til at være heksen?” til en af pigerne, som nikker.

Hele tiden inddrager hun børnene så de får lyst til at deltage. Hvis et barn ikke har lyst til at være en del af aktiviteten, får de lov at sidde over.

Jeg tænker på om børnene altid har mulighed for selv at vælge hvilke aktiviteter, de vil være med til og spørger Benthe efter samlingen.

”Samlingen er et ’skal’, men i forhold til de konkrete aktiviteter, om barnet vil være med eller ikke være med, så er det utroligt vigtigt, at vi respekterer det. Nogle gange er det jo også fordi, de har brug for at se det lidt an og så kan det være, at de vil være med næste gang. Jeg har altid børneperspektivet med i baghovedet i forhold til at inddrage børnene og høre hvad det er de gerne vil eller hvad der sker. Det kan godt være jeg har en dagsorden med noget jeg rigtig gerne vil, men jeg kommer altså ikke ret langt, hvis jeg ikke har børnene med.” siger Benthe.

Børnene skal til at spise og et rullebord er kørt ind med maden fra Bulderbys eget køkken. Menuen er farsbrød og ris. Det dufter godt.

Ret imponeret forlader jeg den dag Bulderby og tænker at mit besøg i Mellemgården har overbevist mig om en ting: Børneperspektivet er i den grad til at få øje på i det kæmpe børnehus, Bulderby.