Til kamp for tilliden og den pædagogiske faglighed

Jeg fik et tilbud jeg ikke kunne afslå. Jeg fik muligheden for at skrive for pædagogerne og deres vilkår i et helt år. Og få løn for det.

Læs også artiklen i BUPL MidtVestjyllands medlemsblad.
Læs også artiklen i BUPL MidtVestjyllands medlemsblad.

Solen skinner. Mine toårige tvillinger leger i haven. Min kone og lille nyfødte dreng har søgt skygge under parasollen på terrassen.

Mine fjorten dages fædrebarsel lakker mod enden og jeg skal snart tilbage på mit arbejde i Børnehaven Søstjernen, hvor jeg har arbejdet de sidste ni år som pædagog.

Et uventet tibud

Pludselig ringer telefonen i min lomme. Jeg må sætte min store dreng, som jeg var ved at give en ”flyvetur”, ned, hvorefter jeg tager telefonen.

”Det er Johnny.” siger jeg.
”Det er Jonna Uhre fra BUPL.” siger stemmen i den anden ende.

Nå tænker jeg. Vil de nu bruge mig i et radioindslag igen?

Forleden kom det frem, at en tredjedel af pædagogerne er bange for at udtale sig om ting der har med deres arbejdsområde at gøre. Det er et problem fordi så er det let for samfundet at overse pædagogernes værdi og kvalifikationer.

Af samme grund har jeg aldrig lagt bånd på mig selv. Jeg har kæmpet for at vinde tillid til pædagogers arbejde ved at italesætte den pædagogiske faglighed. Derfor har jeg deltaget i radio, TV og skrevet artikler i fagblade og aviser. Og BUPL har flere gange ringet til mig for at få en pædagog til at udtale sig.

Det var også det jeg troede denne opringning gik ud på. Men det var det ikke..:

”Vi har læst de artikler du har skrevet og vil gerne høre om du kunne tænke dig at vikariere som kommunikationsmedarbejder i BUPL MidtVestjylland?” lød det.

Der bliver stille i min ende af røret…

Pædagoger kan ændre verden

Jeg brænder for mit fag og jeg ELSKER mit arbejde. Pædagoger ændrer verden hver dag.

Vi har kolossal betydning for de børn vi er sammen med. Om det så er vuggestuen, børnehaven, skolen eller fritidsinstitutionen giver vi vores specielle bidrag til fremtiden. Gør vi det godt, så kommer det hele samfundet til gavn. Det er dét jeg gerne vil fortælle, når jeg skriver eller udtaler mig.

Pædagogernes betydning skal dokumenteres

Derfor kunne jeg heller ikke sige nej.

For jeg ved, at jeg ikke er alene. Landet er fyldt med dygtige pædagoger som gør en forskel. Som kommunikationsmedarbejder får jeg muligheden for at dokumentere dette.

Derfor tager jeg et års orlov fra mit arbejde som børnehavepædagog.

Et år hvor jeg skal være med til at fremhæve de mange dygtige pædagoger, der er stolte af deres pædagogiske faglighed. Et år hvor jeg skal hjælpe pædagogerne med at styrke tilliden til deres arbejde. Et år hvor jeg skal kommunikere for BUPL.