Vi skal forsætte på børnenes begyndelser

Mit mål som pædagog er at være med til at danne børn til deltagere i det store fællesskab. Det gør jeg ved at gribe børnenes idéer og inddrage dem i beslutninger omkring stuens aktiviteter.

311445_169815749828948_1265973627_n
Læs også artiklen i det pædagogiske tidsskrift “0-14” der er udgivet af Dansk Pædagogisk Forum.

“Jeg vil gerne lave det der med kufferten,” siger drengen Tjalfe, der netop har fået ordet af pædagogen. Børnene sidder i rundkreds, og næsten alle har den ene hånd i vejret. Pædagogen har netop spurgt dem, hvad de kunne tænke sig at lave på stuen det næste stykke tid.

Tjalfe henviser til den kuffert, de har på stuen, fyldt med ting, der hver især symboliserer en sang eller en leg. “Okay,” siger pædagogen og forsætter. “Hvorfor vil du gerne det?”. Tjalfe siger, at han synes legen med ‘elastikken’ er sjov, og pædagogen nikker anerkendende og spørger, da han stopper sin forklaring: “Er du færdig med at fortælle?”. Drengen nikker. Snart får et nyt barn ordet.

Rundkredsen forsætter på samme måde et stykke tid. Idéerne flyver i luften. “Jeg vil gerne på tur”. “Jeg vil gerne ordne kalender”. “Jeg vil gerne klippe i farvet papir”. Pædagogen skriver alle idéerne ned. “Jeg vil gerne lege noget alle sammen,” siger Alberte. “Hvad mener du med det?” spørger pædagogen. “Noget hvor vi alle sammen er med,” lyder svaret. Pædagogen forsætter: “Hvad kunne det være?” Alberte svarer, det ved hun ikke, bare at det er noget, hvor alle er med. Pelle sidder nu med hånden oppe med en meget ivrig strittende finger, og pædagogen giver ham ordet: “Skattejagt!” foreslår han.”

Grib begyndelserne

Eksemplet ovenfor beskriver mit bud på at arbejde med medbestemmelse og demokrati på børneniveau. Det handler for mig om at forsætte, hvor børnene begynder. Begyndelser er for mig initiativer, der ligesom en fødsel bringer noget nyt til verden. Vi bringer begyndelser i alt, hvad vi gør, men hvis vi selv skal komme til verden som unikke og selvstændige mennesker, har vi brug for at andre reagerer på vores initiativ. Derfor handler det for mig om, at pædagogen er i stand til at forsætte på børnenes begyndelser.

Jeg inddrager børnene, så de kan bringe deres begyndelser i spil, men af samme grund stopper børnenes medbestemmelse ikke, når rundkredsen er slut. Snakken om hvad der kunne være spændende at arbejde med forsætter også senere på dagen, ved spisebordet, på legepladsen eller i dukkekrogen. Og min opgave er, at være opmærksom på de begyndelser børnene kommer med.

I det konkrete tilfælde fra starten af artiklen kommer tre piger frem til, at det “at lege sørøver” kunne være sjovt med henvisning til den skattejagt, der var idéen fra rundkredsen. De tre piger reagerer på Pelles begyndelse og bringer det til verden ved selv at komme med en ny idé.

Medbestemmelse skaber fællesskab

Børnehaven bliver et fælles projekt. Et fællesskab. Det er netop, hvad der sker, når børnene bliver medbestemmende i børnehaven. Ligesom hvis børnehaven var en scene, hvor aktører er afhængige af hinanden for at få forestillingen til at lykkes.

Når børnene bliver aktører i børnehavens fællesskab, bliver de på samme måde afhængige af hinanden. Som aktør er det nødvendigt at reagere på de andre aktørers begyndelser, for ellers er du ikke en del af forestillingen. Din begyndelse får først noget værd, hvis andre reagerer på den.

Det kan være en svær øvelse at arbejde med medbestemmelse. For hvordan sikrer du, at alle begyndelser bliver forsat på? Sandheden er, at det kan du ikke. Men du kan gøre forsøget at bringe så mange af børnenes begyndelser som muligt til verden.

De pædagogiske mål kommer i spil

Til rundkredsen dagen efter eksemplet præsenterer jeg derfor idéen om “Sørøver”-temaet. De tre piger, der foreslog det, smiler. Jeg fortæller børnene, hvordan jeg tænker de øvrige idéer, de havde, kunne blive en del af sørøver-temaet. Jeg prøver at fornemme på de enkelte børn, om de kan genkende deres idé. Og jeg spørger til sidst henvendt til dem alle: “Hvad siger I til det?”. Børnene tager i dette tilfælde godt imod idéen.

Udførelsen af børnenes idéer i praksis er selvsagt varierende fra gang til gang. I de forskellige aktiviteter indbygger jeg andre pædagogiske mål. Det er eksempelvis bogstavsdyrene fra “Hit med lyden”-alfabetet, der viser vej hver onsdag, når vi er på jagt efter Kaptajn Sortskægs forsvundne skat. Og sørøvernes mandskabsopgaver er beregnet på at give børnene mere selvhjulpenhed ved eksempelvis borddækning og afrydning. Og endnu engang er medbestemmelse målet, når et barn hver dag må vælge, hvilken leg vi skal lege fra den omtalte kuffert.

Om Pelle opdager, at jeg har indbygget læring om bogstaver i hans idé om skattejagt, ved jeg ikke. Det vigtigste er, at Pelle, Tjalfe, Alberte og de andre børn kommer til verden i de aktiviteter, vi laver, for så har de også en skærpet opmærksomhed. På den måde bliver medbestemmelsen også mit springbræt til at kunne arbejde med læring og pædagogik i al almindelighed. Jeg vinder børnenes opmærksomhed, fordi jeg lader dem få min opmærksomhed. På den måde forsætter børnene også på mine begyndelser. Og medbestemmelsen gør, at jeg kan komme til verden som pædagog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *