Det er en del af min identitet som pædagog at være ekspert på mit felt

Den læring, jeg fik gennem min efteruddannelse, flyttede mit perspektiv på ansvaret for, hvem der egentlig skal udvikle sig… uddannelsen spillede bolden til mig. Til min faglighed. Og fagligheden er det, der gør mig til pædagog!

“Jeg ser en dreng, Thor, ligge på gulvet på stuen i den børnehave, jeg arbejder i. Thor er fire år. Han ligger på siden og leger med en figur. De andre børn leger omkring ham, men ikke med ham. Det er der som sådan ikke noget galt i, men problemet for mig er, at Thor for det meste bare ligger der. Faktisk ser jeg ham sjældent lege med andre børn. I situationen kan jeg ikke huske at have set Thor interagere med andre børn overhovedet.

Jeg er ikke den første pædagog, der bemærker ham. Allerede i vuggestuen har andre pædagoger udtrykt deres bekymring over hans adfærd. Forsøger jeg at tale med ham, afslører han, at han langt fra er sproglig alderssvarende. Jeg ser ham ikke udfordre sig selv motorisk, for han går som regel rundt, når han rører sig, og så ligger han ellers bare der. Det er derfor, kontaktpædagogen har indstillet ham til PPR og fået bevilget en støttepædagog nogle timer om ugen.”

Situationen ovenfor er et eksempel fra mit arbejde i børnehaven. Overvejelserne, vi pædagoger havde omkring Thor, var affødt af et professionelt mål om at hjælpe ham til at blive en aktiv del af fællesskabet. Til det brugte vi vores kendte kanaler til at identificere barnets ”udfordringer”, for at vi kunne hjælpe ham med at blive bedre til at tackle disse. Til vores store frustration blev han, trods vores forsøg, stadig bare liggende der for sig selv på gulvet. De andre børn ænsede ham ikke.

Indsigt flyttede fokus fra et barn – til mig selv

Thor har gjort et særligt indtryk på mig. Umiddelbart efter situationen ovenfor begynder jeg på en diplomuddannelse, hvilket fuldstændig forandrer mit syn på drengens situation.

Det er en del af min identitet som pædagog at være ekspert på mit felt. Jeg er nødt til hele tiden at holde mig opdateret i forhold til teori og ny forskning. Den konkrete diplomuddannelse handlede om udsatte børn. Vi blev præsenteret for ny viden om især inklusion. Vi læste og diskuterede tekster af Bent Madsen, Charlotte Paludan, Michel Foucault og flere andre. En af de tekster, jeg blev mest fanget af, var skrevet af R. P. McDermott, der er Professor på Department of Family and Community Education ved universitetet i Columbia.

McDermott var med til at åbne mine øjne for at anskue situationen på en anden måde. Jeg lærte ud fra ham, at vi som pædagoger ved at fokusere på børnenes fejl og mangler er med til skabe børnene ind i den sammenhæng, vi opfatter dem i. Vi degraderer og stempler børnene, så børnene skabes til at være mangelfulde.

Den læring, jeg fik gennem min efteruddannelse, flyttede mit perspektiv på ansvaret for, hvem der egentlig skal udvikle sig i forbindelse med Thor. Thors problemer og mangler blev afløst af et fokus på alt det, der omgiver ham. På den måde blev mit fokus flyttet fra Thor til mig selv.

311445_169815749828948_1265973627_n
Læs også artiklen i det pædagogiske tidsskrift “0-14” der er udgivet af Dansk Pædagogisk Forum.

Pædagoger skal lade sig udfordre

Som pædagog er min opgave at tilrettelægge aktiviteter og danne et miljø omkring børnene i børnehaven. Et miljø hvor børnene lærer noget og udvikler sig. Jeg har på den måde et stort ansvar for ikke at skabe børnene til at være mangelfulde, men finde deres ressourcer og give dét værdi i fællesskabet.

Det er dét, efteruddannelse giver os pædagoger. Muligheden for at lade os udfordre. Udfordre os selv. Udfordre vores perspektiv med henblik på at kunne finde et nyt.

I dag er jeg kontaktpædagog for Thor i børnehavens førskolegruppe. Han er siden mit eksempel blevet diagnosticeret med infantil autisme og går i et specialtilbud om formiddagen fire dage om ugen. Jeg kan se, at vi er kommet langt.

Jeg har forsøgt at arbejde med mit eget forhold til Thor frem for udelukkende at arbejde med Thors ”udfordringer”. Mit perspektiv er blevet ændret. Jeg har forsøgt at lade omgivelserne tage mindre udgangspunkt i de ting, vi voksne og normen i samfundet ser som værdifuldt, og mere i de ting Thor ser som værdifuldt. Nu har Thor flyttet sig. Han ligger ikke længere på gulvet. Han tegner og leger – nogle gange med andre børn. Han kan i flere situationer selv tage kontakt til de andre børn og svare, når de henvender sig til ham.

Jeg siger ikke, at det hele skyldes mit ændrede perspektiv, men mere at han nu færdes i miljøer, der tager mere udgangspunkt i ham, og dermed skaber ham til at være en aktiv del af fællesskabet.

På den måde blev det klarere for mig, at den pædagogiske faglighed og vores mulighed for at tilegne os ny viden, samt reflektere over vores praksis, er helt afgørende for kvaliteten af det arbejde, vi kan udføre i institutionerne. For uden efteruddannelse forringes muligheden for at se børnene og se de mekanismer, der foregår omkring dem.

Efteruddannelse spiller bolden til mig. Til min faglighed. Og fagligheden er det, der gør mig til pædagog!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *