Hvad har danske børnehaver til fælles med McDonald’s?

Politikere og embedsfolk har erklæret hellig krig mod de offentlige institutioners ineffektivitet. I jagten på besparelser og mere effektiv styring ser vi hvordan fast food-restauranternes principper langsomt bliver til dominerende dogmer i den offentlige sektor. Lige nu er vi nået så langt i udviklingen, at vi organiserer vuggestuer og børnehaver efter ét helligt forbillede, nemlig McDonald’s.

Rainbow Stripes Background
Læs også indlægget på voresvirkelig.dk

Jeg opdagede børnehavernes lighedspunkter med fastfoodkæden da jeg for noget tid siden læste en artikel, hvor den danske sociolog Rasmus Willig beskrev en tendens i den danske offentlige sektor, han kaldte for mcdonaldisering.

Jeg var lamslået da jeg indså, at udviklingen, han kaldte for mcdonaldisering, i nærmest religiøs grad prægede de mange krav som kommunen pålægger mig i mit arbejde som børnehavepædagog. Mere præcist følger udviklingen fire hellige dogmer:

 

Effektivitet

Det første dogme er effektivitet. Hvem synes ikke effektivitet lyder som en god ide? Men hvordan kan en vuggestue effektiviseres efter samme afmålte tid, som den tid fritter skal have i frituren? Et stykke hen ad vejen er det heller ikke tilfældet.

Men i dag skal du ikke lede lang tid før du finder en pædagog der stiller sig selv spørgsmålet: Hvordan kan jeg drage omsorg for flest mulige børn med færrest mulige ressourcer?

Nogle pædagoger fortæller om hvordan de må beregne hvor lang tid et bleskift må tage, hvordan de tit ikke kan skifte børnene hurtigt nok og nogle gange må sige til de små pottetrænende, at de må lave i bleen i stedet for på potten.

På den måde bliver burgerdogmet, effektivitet, til omsorgssvigt i oversættelsen til børnehavernes og vuggestuernes hverdag. Men det oplever embedsmanden og politikeren selvfølgelig ikke!

 

Forudsigelighed

De mcdonaldiserede daginstitutioner har ofte ‘scripts’, som de ansatte skal følge, for at skabe forudsigelighed. Derfor er mantraer som “En stor eller lille cola?” det andet dogme!

Flere børnehavepædagoger kan beskrive, hvordan deres pædagogiske faglighed er under pres, og at læringsperspektivet mere og mere bliver defineret fra oven. Hvad skal børnene lære, hvordan skal de lære det og i hvilken rækkefølge? Læreplaner, systemer til tidlig opsporing og kravet om skemalægning ned til mindste detalje er gode eksempler på hvad der skulle gøre det pædagogiske arbejde mere forudsigeligt.

Men konsekvensen er, at det bliver vanskeligere for pædagogen at tage udgangspunkt i de enkelte børn. Til tider er det også helt umuligt at presse børnene ned i de på forhånd givne skabeloner, som embedsfolkene har forsynet dem med. Og så må pædagogen tangere civilulydighed rent faktisk bruge sin pædagogiske faglighed til at hjælpe netop dette barn.

 

Kalkulerbarhed

Det tredje dogme er kalkulerbarhed, dvs. forudbestemte arbejdsgange, der lægger vægt på at kvantificere ydelser, så de kan tælles. I mcdonaldiseringens hellige navn bliver kvantitet lig med kvalitet. Jo mere af noget, og jo hurtigere det leveres, desto bedre!

Derfor ser embedsfolkene, mcdonaldiseringens ayatollaher, det ikke som et problem når børnene bliver flere og pædagogerne bliver færre. Og det er således også helt i tråd med de hellige burgerdogmer, at pædagogerne skal dokumentere hvilke mål de har for aktiviteter og hvordan de vil måle effekten af hver aktivitet. Også selvom tiden til selve aktiviteten og kvaliteten så bliver mindre. I burgertroen er dokumentation og målstyring udelukkende godt, for så kan produktet kalkuleres, tælles, vises i powerpoints, opgøres i prognoser og andre ting som har værdi ved mcdonaldiseringens altre på rådhusets sterile gange.

 

Kontrol af menuen

Behovet for forudsigelighed og kalkulerbarhed er derfor også grundlaget for det fjerde burgerdogme, nemlig kontrol.

Forbrugerne skal føle sig trygge, og derfor skal burgermenuen altid være den samme. Der skal ikke være nogen afvigelser, og hvis der er, anses de som fejl.

Når standardisering og kontrol bliver overført fra burgerverdenen til børnehaver og vuggestuer medfører det derfor en forringelse af pædagogernes faglighed og muligheder for at møde børnene i øjenhøjde.

Pædagogisk faglighed er simpelthen for farlige for de hellige burgerdogmer. Her er det stigende antal evalueringer et godt eksempel. Evalueringer gør det muligt at benchmarke og leder derfor ofte til laveste fællesnævner. Den billigste ret kommer på menuen på bekostning af et varieret måltid.

Burgerdogmer sniger sig på den måde ind sammen med sparesøvelserne overalt i landets kommuner.

Men efterhånden er der god grund til at spørge om mcdonaldiseringen og den dertilhørende ansættelse af flere og flere af burgertroens hellige mænd, nemlig embedsfolkene, ikke i virkeligheden er så omkostningstungt, at spareøvelserne nærmest er ligegyldige.

Det er muligt, at det er lækkert for embedsmanden at sidestille pædagogik for børn med produktion af burgere.

Og det er ganske muligt, at dokumentationsøvelser, standardbeskrivelser og evalueringer kan være gode nok, når der skal kontrolleres, om antallet af fritter faktisk svarer til, hvad der bliver lovet på den store menu.

Men når det gælder pædagoger og børn er tilfældet imidlertid en anden.

Man kan spørge sig selv om tiden ikke er moden nok til at forkaste embedsmandsvældets burgerdogmer? Lade mcdonaldiseringens ayatollaher abdicere og erstatte dem med dygtige pædagoger, der kan engagere sig fagligt og personligt i det enkelte barn? Og føre midlerne tilbage fra kontrolmanien til tilliden og den nære kontakt ude i institutionernes virkelighed?

Det ville i hvertfald være sundere for børnene og deres institutioner!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *