Stop pædofilihysteriet i børnehaverne!

Ved årets begyndelse fik den danske film, Jagten, den ophedede debat om pædofili og ansatte i daginstitutionerne til at dukke op igen. En debat der med jævne mellemrum blusser op og får flere og flere daginstitutioner til at opstille mistænkeliggørende retningslinjer overfor pædagogerne.

Rainbow Stripes Background
Læs også indlægget på voresvirkelighed.dk

Jeg er selv pædagog og arbejder i en børnehave. Den anden dag i børnehaven kommer Nora på 4 år grædende hen til mig på legepladsen. Hun er helt tydeligt ked af et eller andet. Jeg går hen til hende og spørger hende om, hvorfor, at hun er ked af det. Hun siger, at hun savner sin mor. Vi sætter os på bænken og hun kryber op på mit skød. Jeg giver hende et klem. Gråden bliver stille afløst af smil og kort tid efter leger Nora med sine kammerater igen.

Det virker måske som en meget uskyldig og almindelig episode i en børnehave, men det er her debatten om pædofili stikker sit grimme fjæs frem. Flere og flere daginstitutioner laver nemlig retningslinjer der gør, at jeg ikke ville kunne trøste Nora på denne måde.

En undersøgelse fra forskergruppen Paradox har fastslået, at 6 daginstitutioner ud af 10 har indført retningslinjer der f.eks. siger: At den voksne ikke må være alene med børnene og voksne ikke må tage børn op på skødet for at trøste det. Alt sammen for at forebygge seksuelle overgreb mod børnene og for at beskytte personalet mod uberettigede anklager.

Jeg er lamslået. For det vil sige, at i 6 af 10 institutioner i Danmark skulle jeg som pædagog, dermed ikke lade Nora krybe op på mit skød, jeg måtte ikke give hende et klem – fordi jeg dermed ville have brudt retningslinjerne og gjort mig sårbar overfor anklager om pædofili. Men alt Nora havde brug for var et klem og lidt omsorgsfuld kontakt fra en voksen!

Ærligt talt så svarer en pædagog, der ikke må tage et barn på skødet for at trøste det, til en brandmand, der ikke må sprøjte med vand.

Derfor ser jeg det som en provokation af dimensioner, når 6 ud af 10 institutioner lader sådanne retningslinjer mistænkeliggøre mig og alle andre pædagoger. Fra mistænkeliggørelsen opstår nemlig mistanke, utryghed og frygt for uberettigede anklager og det forhindrer pædagogen i sit arbejde.

Pædagogen der i et uovervejet øjeblik forbarmer sig over et lille barns ulykke og tager det ind til sig, vil i tiden derefter være fedtet ind i en uro for, hvad de andre pædagoger og forældre tænker og tror om ham. Det er uholdbart.

Til Noras held går hun ikke i en af disse børnehaver og til mit held arbejder jeg der heller ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *