Indlært hjælpeløshed?

Mange børn i dag er hjælpeløse, fordi forældre og pædagoger har snydt dem for muligheden for at prøve tingene selv.

I vuggestuerne er der travlt. Pædagogerne er hårdt pressede med få voksne til flere og flere børn. Bleskift og påklædning bliver derfor reduceret til en praktisk nødvendighed, der skal overstås så hurtigt som muligt.

Forældre har også travlt og en anden ting de har tilfælles med pædagogerne er, at de mest af alt har trang til at yde omsorg for deres barn.

Psykolog Lise Ahlmann, der har undersøgt børns motoriske udvikling, mener, at børnene snydes for motorisk læring når voksne følger deres trang til at yde omsorg. Hun mener, at det dels skyldes vaner og kultur i institutionerne og dels skyldes travlhed, som får de ansatte og forældre til at springe over, hvor gærdet er lavest.

 

I lære som hjælpeløse

Ifølge Ahlmann har voksne en forventning om, at små børn er hjælpeløse. Det gør de voksne ‘blinde’ i forhold til børnenes egne spirende kompetencer. Når børnene forsøger at pejle sig ind på, hvad de voksne forventer – eller netop ikke forventer af dem, fastlåses de i deres egen hjælpeløshed. Børnene bliver passive genstande for de voksnes omsorg.

Når mange børn i dag ikke kan tage flyverdragten på, når de kommer i børnehave eller binde deres egne snørebånd, når de kommer i skole, er det derfor mere fordi de er lærenemme end det modsatte. De voksne har nemlig lært dem, at de skal være hjælpeløse.

 

Aflæring af hjælpeløshed

Det er vigtigt for børn, at de bliver inddraget aktivt i f.eks. vuggestuens aktiviteter. For ellers bliver børnene passive og snydes for praktisk læring, samspil og udvikling. Derfor er det god omsorg, når børn kan selv. Derfor skal de inddrages aktivt i bleskift, og når de skal klædes af og på. I samarbejdet med barnet kan den voksne skabe en god tilknytning og tryghed, der giver barnet lyst og mod til at møde nye udfordringer og erfaringer.

I Lise Ahlmanns har lavet videofilm fra daginstitutioner, hvor hun påviser disse ting og peger på, hvor let det er at aflære den indlærte hjælpeløshed. Hendes videofilm indeholder en række klip, som viser, hvor meget vuggestuebørn er i stand til selv – og hvor megen glæde de tydeligvis har af at få lov til at f.eks. selv at dække bord, hælde op og hjælpe hinanden under måltidet.

Videoerne er tænkt som inspiration til vuggestuer, som vil i gang med at aflære den indlærte hjælpeløshed.


Det må aldrig blive en pligt

Det er meget vigtigt, at børnenes deltagelse skal være et tilbud. Det handler, ifølge Ahlmann ikke om, at børn har godt af pligter, men at de har godt af at få mulighed for at øve sig på de områder, hvor de er motiverede til det.
Derfor anbefaler Ahlmann institutionerne at vedtage nogle dogmer for de forskellige situationer, så det i starten er meget klart, hvordan de voksne skal agere for at undgå at indlære børnene hjælpeløshed.