Udsat på grund af børnehaven

Pædagoger over hele Danmark arbejder for at hjælpe børn med vanskeligheder til at blive en del af fællesskabet, men er børnehavens fokus på vanskeligheder i virkeligheden med til at fastholde børnene i deres vanskeligheder?

Som pædagog i en børnehave er en del af mit arbejde at ”hjælpe” udsatte børn med at mestre deres eget liv. Engagementet bunder i en forestilling – der er udbredt blandt pædagoger – om, at børn klarer sig godt resten af livet, hvis de får en god start. På min arbejdsplads taler vi derfor ofte om børn med vanskeligheder, men hjælper det egentlig barnet at identificere dets mangler?

Med afsæt i det spørgsmål udspringer min undren:

Jeg undrer mig over hvordan pædagogen kan positionere børn anderledes i fællesskabet i børnehaven og samtidig arbejde ud fra forestillingen om at der er udsatte børn. (?)

 

Hvilke problemer opstår der når myndighederne fokuserer på at tilpasse børn til den sociale kontekst?

 

‘”Her er Jens. Han er 4 år og går i børnehave. Hans pædagog siger, at han har vanskeligheder ved at komme ind i lege med andre børn.”

Jeg vil i det følgende se på hvilke forhold, der gør det muligt for en pædagog at sige sådan om en dreng, som Jens.

Først anskuer jeg loven, som en slags repræsentant for det der præger vores samfund. Jeg vil se loven i lyset af Michel Foucault.

Ifølge Foucault er magt usynlig. Magten er den italesættelse, der foregår i interaktionen blandt alle mennesker, som definerer det normale (Heede 2010 s. 89). Magten praktiseres af alle i den sociale kontekst gennem styringsteknologier, som er selve italesættelsen af det normale, og også gennem selvdisciplinering indkodes vi til den italesatte diskurs med rigtig og forkert adfærd. (Hermann 2000 s. 89)

Loven kan derfor forstås som en særdeles kraftig styringsteknologi, der normalt forbindes med straf og fængsel.

I Serviceloven står der, at der skal ydes hjælp til børn der har: ”… varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne” og ”…har behov for hjælp eller særlig støtte” (Serviceloven §32) og i dagtilbudsloven står: ”Det skal fremgå af den pædagogiske læreplan, hvilke relevante pædagogiske metoder, aktiviteter og eventuelle mål, der opstilles og iværksættes for børn med særlige behov.” (Dagtilbudsloven, §8 stk. 4)

Det italesættes her, at der findes børn, som ikke psykisk eller fysisk lever op til normen og derfor har brug for hjælp eller særlig støtte og at det er børnehaverne, der skal iværksætte pædagogiske metoder overfor børnene med særlige behov. Det pålægger pædagogerne i børnehaven, at arbejde med en eller anden form for normalisering af børn der afviger fra det normale.

I temaplanen, Lys i øjnene, formulerer Viborg Kommune dette mål: ”… at en hurtig og relevant indsats sikrer, at udsatte børn og unge har en tryg, god og indholdsrig opvækst”. (Viborg Kommune 2010 s. 8)

Altså italesættes det også her, at der er børn der falder udenfor normen og at der skal sikres en indsats for, at de skal få en tryg, god og indholdsrig opvækst.

Serviceloven, dagtilbudsloven og temaplanen italesætter altså samstemmende at der er nogle børn der falder udenfor normen og at de skal normaliseres til at passe ind i samfundet. Det gøres også klart, at det er pædagogen der igennem metoder eller indsatser skal disciplinere og dermed normalisere børnene. Med Foucault kan vi nemlig anskue opdragelse, uddannelse og undervisning som en række praktikker og teknikker, der sigter på produktionen af individer med henblik på bestemte mål f.eks. nyttig og duelig arbejdskraft. (Hermann 2000 s. 89) Derfor kunne læreplanerne og temaplanen være indført for at styre og normalisere børnene, så de igennem deres gode og indholdsrige opvækst bliver nyttig og duelig arbejdskraft.

I mit eksempel falder Jens udenfor, da han ikke gør som pædagogen forventer af et normalt barn og derfor vil pædagogen sandsynligvis iværksætte metoder, der sigter på at disciplinere og normalisere Jens til det normale.

Af dagtilbudsloven fremgår det, at børnene skal normaliseres for at ”…forebygge negativ social arv” (Dagtilbudsloven, §1 stk. 3) og Viborg Kommune skriver: ”… at alle børn og unge støttes til at mestre eget liv, så de opnår de samme muligheder som deres jævnaldrende” (Viborg Kommune 2010 s. 20)

Altså skal Jens normaliseres for at forebygge negativ social arv og på den måde opnå samme muligheder som de normale.
Det er en vigtig pointe i Foucaults tænkning, at magten ikke er vertikal, men en magtkonstruktion der konstrueres af os alle hele tiden (Hermann 2000 s. 85). Både af pædagogen, Jens, de andre børn, forældrene og resten af samfundet. Lovene og temaplanen, som styringsteknologi, bunder derfor ikke i en vertikal magt, men i en italesættelse af en allerede herskende diskurs i samfundet f.eks. at vi alle skal have samme muligheder.
På den måde italesættes eller produceres pædagogen til en, der kan definere normen og forebygge negativ social arv og finde relevante metoder, styringsteknologier, der kan normalisere Jens til den herskende diskurs og dermed få samme muligheder for, at blive nyttig og duelig arbejdskraft.


Pædagogen ekskluderer Jens

Jens skulle således være sikret en fremtid som nyttig og duelig arbejdskraft i det danske samfund.

Men ifølge Bent Madsen er der fare for, at Jens ekskluderes i kraft af netop pædagogens bestræbelser på at tilpasse ham til børnehavens sociale kontekst, da det kan føre til en forringelse af Jens’ deltagelsesmuligheder i børnehaven (Madsen 2009 s. 18). Faren opstår, da der hersker et integrations-perspektiv i børnehaven, hvor pædagogerne søger at tilpasse børnene til en normalitetsopfattelse, mens der ikke arbejdes tilsvarende med at ændre denne (Madsen 2009 s. 17).

Sociologen Pierre Bourdieu, levner heller ikke mange chancer til Jens. Det afhænger nemlig af Jens’ position i samfundet hvilke chancer han får i livet. Ifølge Bourdieu kunne børnehaven, tværtimod hensigten, bidrage til sorteringen af mennesker til de forskellige positioner. For at forstå dette vil jeg bruge Bourdieus centrale begreber: felt, kapital og habitus. Et socialt felt består af objektive sociale relationer, også kaldet positioner, hvorfra der kæmpes om kapitaler, som er noget der tillægges værdi. De enkelte positioner i feltet er besat af agenter, der hver for sig kæmper ud fra en mængde kapital, de besidder. Den samlede mængde kapital kaldes habitus og kan betegnes som de samlede kropslige og kognitive skemaer, også kaldet dispositioner, der genererer handlinger (Ellegaard 2000 s. 120).

Børnehaven er i denne forståelse en del af feltet, ligesom agenterne i børnehaven: Pædagogerne, Jens, de andre børn og forældrene. Agenterne positionerer sig i forhold til hinanden, ud fra de dispositioner de har gennem deres habitus. De kæmper om hvilke kapitaler, der skal tillægges størst værdi. Jens’ pædagog giver udtryk for, at det at være med i en leg er værdifuldt. At der i lovgivningen er tale om nogen som er udsatte eller har særlige behov er på den måde også udtryk for at der i feltet, er nogen der har mindre værdifulde kapitaler end andre. Deltagelse i legen tillægges værdi i Jens’ børnehave og kan derfor omsættes til kapital til kampen i feltet. Jens deltager sjældent i lege med andre børn og hans habitus devalueres derfor i børnehavens del af feltet. Pædagogen ser Jens som en der på en eller anden måde ikke har de fornødne kapitaler til at positionere sig som én der leger med andre børn og forsøger derfor at iværksætte aktiviteter, så Jens kan optjene de nødvendige kapitaler. Men i samme øjeblik som pædagogen forsøger at ”hjælpe” Jens, positioneres Jens samtidig som én der ikke leger med andre børn.

På den måde bidrager Jens’ og pædagogens positionering til reproduktionen af de samfundsmæssige dominansstrukturer.

Derfor indfører Madsen begrebet: Inklusion. Inklusion er modpolen til eksklusion. I inklusions-perspektivet skal pædagogen ikke fokusere på at ændre Jens, men ændre den sociale kontekst så Jens ikke bliver ekskluderet, men inkluderet og på den måde kommer til at deltage i fællesskaberne og i sidste ende blive positioneret til ikke at være udsat (Madsen 2009 s. 12).

Uagtet at dette er et sympatisk projekt og på den ene side kan forenes med Bourdieus forståelse af, at feltet er relativt afgrænset udadtil og de kapitaler der kæmpes om i feltet, doxa, er forskelligt fra doxa i de andre felter (Ellegaard 2000 s. 125).

På den anden side ville det set i lyset af Bourdieu være urealistisk, at én børnehave eller én kommune ville kunne lave grundlæggende om på de ubevidste positioneringer og doxa, da det ville kræve at lave om på helt grundlæggende antagelser i samfundet og doxa i hele det sociale felt og ikke bare på dele af det.

 

Hvordan kan pædagogen inkludere barnet i den sociale kontekst?

Selvom, det med Bourdieu, ligner en umulig opgave at inkludere Jens, vil jeg alligevel vove at komme med et bud på et teoretisk ståsted, som pædagogen kan benytte sig af i forsøget på dette. Ifølge R. P. McDermott skabes konteksten af alle i situationen og børns vanskeligheder findes kun fordi vi gør, at de er der (McDermott 1996 s. 84). På den måde findes vanskeligheder ikke, der findes mennesker der er sammen, og teknikker til at opfange forskelligheder (McDermott 1996 s. 92).

 

McDermott beskriver således tre syn vi kan anlægge på børn der afviger fra normen:

1. Kontinuum af vanskeligheder og mangler

2. Kontinuum af vilkårlige krav og udelukkede deltagere

3. Kontinuum af degradering og stempling af børn

(McDermott 1996 s. 93-107)

 

Med de tre syn beskriver McDermott også tre måder vi kan anskue pædagogens opgave i forhold tilJens. For at anskueliggøre McDermotts pointer inddrager jeg nu også psykolog Michael White. Det gør jeg fordi White giver mig mulighed for at anskue livet som et vandfald af øjeblikke i de narrative landskaber af fortællinger, vi bevæger os i, og som vi samler erfaringer i (White 2006 s. 20).

Det betyder, at italesættelserne eller fortællingerne i den sociale kontekst bliver af stor vigtighed for den enkelte, da fortællingerne om dig fra andre påvirker din egen fortælling om dig selv (White 2008 s. 42-43).

Det betyder i forbindelse med første kontinuum, hvor der er fokus på barnets mangler og vanskeligheder, at vi allerede ved at bruge ordet ”vanskeligheder” begynder en fortælling om nogen der har vanskeligheder (McDermott 1996 s. 97). Både børn og pædagoger fortæller altså historien om Jens som en der har vanskeligheder. Derfor oplever Jens også selv at have vanskeligheder, og det bliver en del af Jens’ egen fortælling.

I det andet kontinuum forstås det som, at Jens stilles overfor vilkårlige krav og derfor bliver en udelukket deltager (McDermott 1996 s. 98). Her fortælles en fortælling om Jens der har brug for hjælp og pædagogen skal tilpasse opgaverne til Jens, men det er stadig målet at tilpasse Jens til konteksten (McDermott 1996 s. 101). Derfor efterlades Jens stadig med fortællingen om, at han har vanskeligheder.

Ingen af de to første kontinuummer er således gangbare hvis målet er, at inkludere Jens i den sociale kontekst.

I det tredje kontinuum ser man børnene som nogen der er udsat for degradering og stempling. Her er det alle børn der bliver udsat for nederlag og dermed også degraderinger, men nogle får nederlag på en måde som systemet forstår at identificere med prøver og andet, og disse børn bliver kaldt navne og børnene bliver stemplet. Jens bliver f.eks. stemplet som et barn med vanskeligheder ved at komme ind i leg med andre børn. Derfor bliver det i tredje kontinuum pædagogens opgave at se på gruppen og ikke de individuelle præstationer. Det bliver således ikke Jens’ ansvar, men gruppens.

Pædagogen må med McDermott og med inspiration fra den narrative psykologi derfor kunne anskue Jens som et unikt menneske med hans helt egen fortælling der bidrager til gruppens større fortælling. Pædagogen kan derfor forsøge at skabe aktiviteter der inkluderer og ikke degraderer børn ved at fokusere på at give børnene gode fortællinger.

 

Konklusion

Jeg har nu forstået, at pædagogerne i børnehaven har til opgave at normalisere og tilpasse børnene så de passer ind i samfundet. Det gør de for at hjælpe børnene med at bryde den negative sociale arv, så samfundet kan producere nyttig og duelig arbejdskraft. Normaliseringen giver en del problemer i forhold til denne målsætning. Det har jeg anskueliggjort igennem Madsen og Bourdieu.

Målet må derfor være at bevæge os væk fra integrations-perspektivet der fokuserer på børns vanskeligheder og over i inklusions-perspektivet for at undgå degraderingen af børn.

I forhold til Jens, kan jeg konkludere, at pædagogens opgave derfor kan være at se på Jens’ narrative fortælling om sig selv og på den måde bidrage med gode fortællinger i internaliseringen i Jens’ habitus og på den måde øge Jens’ dispositioner i hans eksternalisering af habitus. Det betyder i sidste ende , at Jens vil kunne positionere sig anderledes i det sociale felt.

 

Kildeliste
Bourdieu, Pierre (1997): ”Socialt rum og symbolsk rum” i Bourdieu P.: i ”Af praktiske grunde” s (15-31).
Dagtilbudsloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=32025
Ellegaard, Tomas (2000): ”To teorier om ulighed, reproduktion og uddannelsessystemet” i ”Ellegaard: ”Én institution – forskellig barndom” (s. 118-148).
Heede, Dag (2010): ”Det tomme menneske – Introduktion til Michel Foucault” Museum Tusculanums Forlag (s. 37-90)
Hermann, Stefan (2000): ”Michel Foucault – pædagogik som magtteknologi” i Olesen, Søren Gytz og Pedersen, Peter Møller: Pædagogik i sociologisk perspektiv, PUC, 2000.
Madsen, Bent (2009): ”Inklusionens pædagogik – om at vide, hvad der ekskluderer, for at udvikle en pædagogik, der inkluderer” i ”Pedersen m.fl. (red): ”Inklusionens Pædagogik – fællesskab og mangfoldighed i daginstitutionen”, Hans Reitzels Forlag, 2009, (s 11-40)
McDermott, R.P. (1996): ”Hvordan indlæringsvanskeligheder skabes for børn” i C. Højholt & Witt, (red.), Skolelivets socialpsykologi – Nyere socialpsykologiske teorier og perspektiver. (s. 81-116). København: Unge Pædagoger.
Viborg Kommune (2010): ”Lys i øjnene – den sammenhængende børne- og ungdomspolitik” http://viborg.dk/db/Annoncer.nsf/pdf/bilag_boerne_og_ungdomspolitik_2010_6_web/$File/bilag_boerne_og_ungdomspolitik_2010_6_web.pdf
White, Michael (2006): ”Narrativ teori” oversat af Ole Lindegård Henriksen, Hans Reitzels Forlag (9-23)
White, Michael (2008): ”Kort over narrative landskaber” oversat af Ole Thornye, Hans Reitzels Forlag (42-45)
Serviceloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=133043